Tilbage til oversigten

Diving 2000 webshop

Diving 2000’s primære webshop til salg af udstyr og kurser.

Jeg administrerede denne side i 2½ år, og der skete mange ting med det, i den tid.

Det blev jævnligt og stykvis redesignet, og da shopsystemet blev skiftet i september 2017 var jeg nødt til at kode det op fra bunden af – hvilket var hårdt og krævende, men havde den heldige bivirkning, at vi slap af med al den gamle kode. Lad os bare sige, at siden tydeligt bar præg af at mange kokke fordærver maden.

Jeg kunne desværre ikke selv vælge teknologier da jeg skulle omkode siden, men var bundet af webshop-udbyderens valg af AngularJS, hvilket betød at jeg ikke helt kunne ramme den performance jeg drømte om og som ville give den bedste brugeroplevelse – men det var stadig et kvantespring i forhold til den forældede kodebase vi forlod.

En anden vigtig ting der skete på siden mens jeg arbejdede på den, var implementationen af SSL – altså krypteret forbindelse. Det er essentielt i dag, og browserne advarer dig om sider, der ikke har det ved at fortælle dig at siden “ikke er sikker”. Det ville have skræmt potentielle købere væk, hvis det ikke havde været implementeret – så det var et must-have!

En tidslinje over designet

I forhold til designet, så overtog jeg en side i november 2016, der lignede noget fra 2005. Mellem november 2016 og september 2017, hvor vi migrerede shopsystem, kæmpede jeg mig igennem to gradvise re-designs i strid modvind fra den forældede kodebase.

Jeg gik væk fra den blå baggrund, og fik strakt sidens indhold ud i fuld bredde for at udnytte pladsen bedst muligt, og der skete også gradvise, drastiske forbedringer i forhold til mobilvenlighed.

I forhold til den tredje version af siden, som var den hvor indholdet “ramte” fuld bredde, da kunne vi se på vores Hotjar heatmaps, at brugerne var med på vognen. De begyndte at udforske dele af siden, som tidligere nærmest havde ligget brak, og brugte både sidemenuen og de nye billeder på forsiden til at navigere, hvor de tidligere nærmest kun havde interageret med den orange menubar.

På grund af dette holdt jeg fast i den struktur efter migrationen, i det nye shopsystem.

Der skete dog en del nyt med designet efter migrationen. Der kom f.eks. en topbar med kundeservice og konto, og indholdet i headeren blev flyttet drastisk rundt for at matche brugernes forventninger fra andre webshops.

Det sidste design var der, hvor vi skilte os af med den blå baggrund på headeren, for at træde gradvist i retning af en mere minimalistisk stil.

Det var på det tidspunkt jeg forlod virksomheden – så hvad der kommer til at ske herfra, kan jeg ikke spå om. Men det vil blive spændende at følge udviklingen på afstand.

Diving 2000 webshop - version 5

Skriv et svar

Er du interesseret i et samarbejde?