Tilbage til oversigten

Fjordscene

Mål: skab en online platform til selvudgivelser af digte og oversættelser.

Der er efterhånden en lang historie bag Fjordscene – jeg startede siden som en lille blog i 2010, uden nogen særlig plan, andet end at jeg ønskede at dele mine digte med resten af verden.

Dengang var jeg ikke helt sikker på mine evner som webudvikler, og siden blev en hosted blog, som jeg ikke havde nogen teknisk kontrol over.

Det giver sig selv at jeg, da jeg for alvor lærte at programmere, blev godt og grundigt træt af de begrænsninger – og i marts 2018 lå jeg i lange, besværlige forhandlinger med det (amerikanske) firma, der stod bag den hostede løsning, og ikke var meget for at give domænenavnet fra sig. Det tog mig en måned at sikre mig rettigheden til min egen side – hvor bizart, det end forekommer.

Men da jeg først fik flyttet domænenavnet over, kunne jeg bygge siden op fra bunden, og strukturere indholdet ordentligt – det var for længst vokset ud over de tekniske begrænsninger, den gamle version af siden havde sat.

Nu vidste jeg også, hvor meget og hvilket indhold jeg havde, at arbejde med. Og det gjorde det lettere at organisere det under kategorier og tags.

Designet gennem tiden

Herunder kan I se tre forskellige versioner af siden – den første er den gamle version fra den hostede platform, den anden er den minimalistiske version jeg forsøgte mig med det første år, efter at have taget kontrollen over siden – og den tredje er den version der er aktiv nu.

Én ting var, at jeg havde fået kontrollen over domænet og kunne strukturere indholdet ordentligt – noget andet var, at jeg egentlig ikke rigtig vidste, hvad jeg ønskede at gøre ved designet. Jeg var heller ikke sikker på hvorvidt der var grobund for at integrere en webshop til salg af e-bøger.

Ultimativt fandt jeg ud af, at det slet ikke var aktuelt. Det, jeg egentlig ønskede, var snarere et magasin-lignende layout, der gav mig mulighed for at fremhæve indhold på forsiden – med optimal brug af whitespace, så der var god plads mellem indholdet, og siden dermed blev fantastisk overskuelig.

Så det fik jeg lavet i april 2019, da jeg havde haft tid til at overveje sagen. Og i samme ombæring begyndte jeg at skrive et par egentlige blogindlæg om at skrive, som supplement til digtene.

Det fungerer langt bedre end de hidtidige løsninger, og skaber også mere organisk traffik.

Fjordscene - version 3

Skriv et svar

Er du interesseret i et samarbejde?