Tilbage til oversigten

“Light Requires Darkness”

Layout til online-udgaven af en digtsamling om depression.

Denne digtsamling skrev jeg i første halvdel af 2018, og det er essentielt set en ode til depression. Jeg var ved at arbejde mig ud af en depressiv periode, og det har altid hjulpet mig at skrive. Digtsamlingen var færdig den dag, jeg mødte min partner – og pludselig mistede al inspiration, da de underliggende problemer, der havde skabt inspirationen, pludselig forsvandt lige så stille hen ad vejen.

Layout og udgivelse

Webmediet er fantastisk til at udgive digte. Jeg har brugt det til formålet siden 2010, og fået masser af feedback og besked fra læsere, der kan identificere sig med mine digte – hvilket er drivkraften, der får mig til at holde fast i Fjordscene – min forfatter-side, hvor jeg udgiver mine digte, noveller, essays og oversættelser.

Denne digtsamling skulle selvfølgelig også derind. Både som kontinuerlige indlæg, og som samlet PDF-fil der kunne downloades.

Layoutet og opsætningen skulle bare lige på plads først.

Noget af det sjoveste, ved at skrive digte, er at arrangere dem før en udgivelse. At sidde og samle puslespillet og finde ud af, hvilket digt der passer ind hvor for at binde samlingen ordentligt sammen.

Derefter kommer selve layoutet. Jeg vidste fra starten af, at dette var en samling der skulle tale med ord, ikke med fancy layout-elementer. For indholdet kom fra hjertet, og jeg ønskede ikke for megen indpakning omkring det, efter først – så at sige – at have brugt tid på at pakke det ud.

Så der er ingen farver – alt er sort/hvidt – den ultimative kontrast mellem det lys og skygge der nævnes i titlen. Og det gennemgående/eneste grafiske element er træer og planter i silhouet. De passer til samlingen, da samlingen handler om vækst og udvikling.

Slutresultatet er meget elegant og underspillet.

Light Requires Darkness forside

Er du interesseret i et samarbejde?